Hanoi forandrer sig hurtigt i disse år. Myndighederne lægger storstilede planer for både 2030 og 2050. Men på trods af alt det nye er fortiden er stadig en levende del af byen.

Læs mere om Hanoi før og nu i artiklen herunder...

KH C BT - Khoan Kat Be Tong. Bogstaverne er sprøjtemalet på en tilfældigt husmur. Ordret betyder det “betonarbejde udføres”. Nedenunder står et telefonnummer. Har man noget, der skal jævnes med jorden, kan man bare ringe.

Fra skrot til slot
KH C BT – Mange steder i Hanoi ser man bogstaverne stencileret på tilfældige husmure. Forkortelsen er for Khoan Kat Be Tong, der betyder noget i retning af  “betonarbejde udføres”. Nedenunder står et telefonnummer. Det er underforstået, at har man noget, der skal jævnes med jorden, kan man bare ringe.

I Hanoi har stor befolkningstilvækst og stigende boligpriser op igennem 90’erne og ind i de nye årtusinde skabt gode tider for entreprenante folk i nedbrydnings- og byggebranchen. Det er som om, der bliver taget revanche for tidligere årtier med streng kommunistisk planøkonomi, hvor det private byggeri var stærkt reguleret.

Allerede inden Vietnams økonomiske og politiske reformprogram blev skudt i gang i 1986 under overskriften Doi Moi (dvs: fornyelse), havde den kommunistiske regering svært ved at leve op til sin selvpåførte opgave: at sikre alle tag over hovedet og skabe de rette rammer for livet i det klasseløse samfund. Mens andre lande i Sydøstasien havde indledt en industrialisering og oplevede høje økonomiske vækstrater, var Vietnam stadig altovervejende et landbrugssamfund. I både nord og syd led befolkningen under eftervirkningerne af flere årtier med væbnede konflikter. De militære sejre over franskmænd og amerikanere og undertrykkelsen af landets vestligt orienterede opposition havde ganske vist skabt et forenet Vietnam, men prisen var høj. Landet stod så godt som isoleret i det internationale samfund, og den kommunistiske planøkonomi lå i ruiner. Inden de økonomiske reformer var Vietnam et af de fattigste lande i verden.

Midt i 1980’erne levede der godt 1. mio. mennesker i Hanoi. Byens eksisterende boligmasse var stærkt forfalden, og de sovjetisk inspirererede boligblokke, som blev opført for at imødekomme befolkningstilvæksten, var helt utilstrækkelige. En vigtig del af de politiske og økonomiske reformer var derfor åbningen af ejendomsmarkedet. Staten solgte ud af sine ejendomme, og der blev åbnet for private investeringer. Blandt meget andet betød reformerne, at privatpersoner i praksis fik lov til at bygge uden tilladelse, så længe nybyggeriet bare levede op til nogle minimum-standarder. Hvis det var tilfældet, kunne nye boliger som regel regne med at blive tilsluttet vand, kloakering og elektricitet. Ved at gøre en dyd af nødvendighed opnåede myndighederne på den måde, at befolkningstilvæksten ikke udviklede sig til regulær slum som i andre 3. verdens storbyer.

De generationer der er der er vokset op i efterkrigsårtiernes kan næppe tro deres egne øjne, når de ser de enorme forandringer der er sket med deres by i de forløbne godt 30 år. Siden de socialistisk orienterede markedsøkonomiske reformer blev skudt i gang er Hanois indbyggertal vokset støt. I dag regner man med, at knap knap 7 millioner mennesker holder til i hovedstaden. Administrativt vil det sige et område, der er lidt større end Fyn. De små og større bysamfund, som tidligere lå langt og adskilt fra hinanden er hurtigt vokset sammen. Marker og landbrugsjord bliver til veje og boliger. Overalt ses, hvordan småt, lavt byggeri forvandles til noget større og som regel højere.

Væksten lægger selvsagt et enormt pres på det nuværende byområde. Her er problemerne med overbefolkning og utilstrækkelig infrastruktur i forvejen mærkbare. Især i Hanois gamle kvarter er det slemt. Her er befolkningstætheden næsten 20.000 personer pr. kvadratkilometer. Det er næsten dobbelt så mange som på Frederiksberg. Kraftige regnskyl sætter med jævne mellemrum byens færdselsårer under vand og vidner om at kloaksystemet er håbløst underdimensioneret. Samtidig er vejnettet belastet til det yderste. I 1980’erne foregik langt størstedelen af den lokale transport til fods eller på cykel. Hanoi havde kun ét enkelt lyskryds. Nu fyldes byens gader dagligt af anslået 4 millioner scootere. Med de nuværende vækstrater vil antallet af biler næsten uvægerlig stige voldsomt i de kommende år. Ikke underligt er mange optaget af, hvordan en regulær “autokalypse” kan undgås.

Hanois gamle kvarter er voldsomt overbefolket. Befolkningstætheden er tæt ved 20.000 personer/kvadratkilometer. Planerne for fremtidens Hanoi indebærer bl.a. genhusning af mange af de mennesker, der har en mere perifær tilknytning til bydelene.

Vision 2050
Hvis man bevæger sig gennem det centrale Hanoi forstår man let baggrunden for de advarsler, som ikke mindst arkitekter og byplanlæggere er kommet med siden 1990´ernes begyndelse. De utallige til-, ny- og ombygninger vidner om, at modernisering og bedre materielle levevilkår ikke altid er forenligt med ønsket om at bevare det bestående, med den historie og værdi det nu repræsenterer. Hanoi har selvfølgelig altid forandret sig. Selv i byens berømte Gamle Kvarter har undersøgelser vist, at 80% af boligmassen opført efter 1930. Den moderne by i glas og stål er blot den seneste tilføjelse i en slags palimpsest, hvor forskelige perioder af byens historie lægger sig oven på de foregående. Men hvor finder man den rette balance mellem økonomisk vækst, fornyelse og bevaring af den materialle kulturarv og historien? Og hvad er overhovedet værd at gemme på?!

Et godt bud får man fra de myndigheder, der udstikker rammerne for fremtidens vækst og udvikling. Hanois bystyre har i samarbejde med et amerikansk og to koreanske arkitektfirmaer i gennem de forløbne år udarbejdet en Masterplan for Stor Hanoi frem mod 2030 og en såkaldt Vision 2050. Den nye masterplan sigter først og fremmest mod at lade befolkningstilvæksten udkrystallisere sig i 5 satellit-byer, der er adskilt fra Hanois gamle bykerne ved et bælte af grønne områder, søer og landbrugsjord. Alt sammen udtryk for balancegangen mellem på én gang at tiltrække investeringer og modernisere og samtidigt skabe en sund bæredygtig byudvikling, bevare byens unikke kulturarv, dens søer, dens grønne åndehuller og offentlige rum, som det så smukt hedder.

Ligesom den moderne byudvikling er med til at udviske historiens synlige spor, er den selvsamme udvikling med til at bevare og fremhæve andre dele af fortiden. For i arbejdet med at udstikke rammerne for fremtidens liv spinder myndighederne samtidigt en ny og stærkere tråd bagud til historien og den nationale kulturarv, der efterhånden som den kommunististe utopi er blegnet, står stadig stærkere som det råmateriale, der skal legitimere det kommunistiske projekt og sikre opbakning fra den voksende, globaliseringsramte vietnamesiske middelklasse.

Dragens – og verdens – Navle
Et godt eksempel på, hvordan landets feudale fortid har fået ny bevågenhed er Hanois citadel, der i mere end 100 år har fungeret som militærforlægning og været lukket for offentligheden. I 2010, da Hanoi fejrede 1000 års fødselsdag, blev den centrale del af citadellet, et område på mere end hundrede hektar, imidlertid optaget på UNESCO’s liste over verdenskulturarv og åbnet for publikum.  

Citadellets betydning er først og fremmest stedets mere end 1000-årige historie som administrativt og politisk centrum. Allerede i 600 tallet – mens hele det nordlige Vietnam endnu var en kinesisk provins – lod Himlens søns udsendte guvernører stedet befæste. På et af områdets bakkedrag havde naturen skabt en usædvanlig fordybning i terrænet. De geomantik-kyndige kinesiske  embedsmænd, der forstod sig på at læse landskabets skjulte sprog, udpegede bakkedraget som Nung  “Dragens navle”. Det var et sted, der var begunstiget med ch’i – dvs. stærk positiv energi, der kunne bringe styrke til magthaverne og stedets befolkning. Fra citadellet på Nung Højen kunne kinesiske guvernører beherske det frugtbare lavland i den Røde Flods delta. Igennem mange hundrede års kinesisk overherredømme bragte bølger af indvandrere nordfra kinesisk kultur og civilisation til området.

Omkring år 1000 voksede spiren til det moderne Vietnam frem. Lokale stormænd skabte en selvstændig regional magt med navnet Dai Viet. Den kinesiske provinshovedstad blev hovedsæde for det første vietnamesiske Le dynasti, der døbte stedet Thang Long. Det betyder noget i retning af “opstigende drage”.  Ligesom i Kina blev dragen anset som et lykkebringende dyr, hvis tilstedeværelse det var godt at påkalde sig. Efter sigende fandt grundlæggelsen sted i år 1010, der altså markerer Hanois officielle fødselsdag.

Omkring de eksisterende kinesiske fæstningsanlæg opstod med tiden en kejserlig bolig og en hel by, der skulle rumme hoffet og de institutioner, som skulle opretholde riget. Selve den kejserlige residens fik til huse på Nung højen over dragens navle. Og noget kunne tyde på, at placeringen var velvalgt. I de følgende århundreder voksede Dai Viet i magt og indflydelse. Mod nord lå bjergene og grænsen til Kina fast, men sydover langs kysten og det sydkinesiske hav stod døren på klem. Her blev mindre buddhistiske kongedømmer med tiden erobret og underlagt det nordlige regime. I løbet af 1600- og 1700-tallet begyndte landets geografiske omrids at ligne det moderne Vietnams.

I næsten 1000 år var det nordlige Vietnam den allersydligste provins i det store kinesiske kejserrige. Omkring år 1000 lykkedes det lokale stormænd at skabe et selvstændigt rige med navnet Dai Viet. Det blev forløberne for det moderne Vietnam

Magtens forladte centrum
I Hanois citadel giver det nye velkomstområde mulighed for at danne sig et indtryk af byens udvikling. Store reproduktioner af gamle stiliserede bykort viser den kongelige by, med dens paladser, pagoder og omkransende mure. På de senere kort ses, hvordan der i 1600- og 1700 tallet opstod en betydelig markedsplads mellem citadellet og Den Røde Flod. Da de første europæiske handelsfolk og katolske missionærer kom hertil, kunne de berette om et mylder af menneske på de store markedsdage. Ligesom i tilsvarende europæiske byer var håndværk og handel med særlige varegrupper samlet på bestemte steder og blev varetaget af særlige lav. Tin, piber bambusmadrasser, papir osv.  Med tiden blev markederne permanente og adskilt fra hinanden med byporte og palisadehegn. Nærmest som små byer i byen. På den måde opstod Hanois berømte 36 gader, der endnu i dag gælder som byens historiske centrum

Indenfor i Hanois citadellet giver små museumsudstillinger et glimt af, hvordan her engang var. Rester af brolægningen er udstillet side om side med drænrør, teglsten og forskelligt husgeråd fra Ly og Tran og Le dynastierne. Her er spor fra såvel 700 som fra 1700 tallet. Det er dog tydeligt, at det meste af historien ligger begravet under jordens overflade. Citadellet har ikke de monumentale bygninger, som man måske kunne forvente i en gammel kejserlig hovedstad. Et par massive murede portbygninger har fået lov at stå. Det er stort set det. Som en enkel undtagelse ser man centralt i citadellet en lav trappe, der er flankeret af fire drager, hugget ud i sten. Trappen leder op til Hanois oprindelige hjerte. Nung Højen, Dragens Navle. Men også her er den gamle kejserhistorie fraværende. Den prominente beliggenhed på Nung højen er optaget af helt almindelige, anonyme, administrative bygninger.

Citadellets nuværende forfatning skyldes ikke mindst Vietnams tilblivelseshistorie. Efter en storhedstid i slutningen af 1400- og begyndelsen af 1500-tallet blev det snart vanskeligere for det vietnamesiske Le-dynasti at holde sammen på riget. Hanoi lå nu efterhånden i udkanten, og da et nyt dynasti under navnet Nguyen tog over i 1802 flyttede hoffet og statsadministrationen til byen Hue, godt 700 km. længere sydpå. Hue var Nguyen slægtens kerneland og havde en geografisk placering nogenlunde midt i det daværende vietnamesiske rige. På den måde havde Nguyen kejserne hverken praktisk eller ideologisk grund til at værne om rigets gamle hovedstad. Citadellet blev tømt for al væsentligt af værdi, meget blev revet ned og stedet efterladt som en tom skal. I 1831 fik byen sit nuværende – lidt mere prosaiske navn, Hanoi, der betyder noget i retning af “Hvor floden slår en bugt.”

Da franskmændende indtog Hanoi havde byen stadig sit præg af handelsby, hvor enkelte gader og kvarterer bar præg af at være små "landsbyer-i-byen", hvor man levede og arbejdede sammen. De små parallelsamfund havde egen ordenshåndhævelse og forsamlingshus - Dinh - hvor folk kunne mødes, og hvor der blev holdt skole og kultsted for kvarterets skytshelgen. Hver område blev lukket af efter mørkets frembrud med bambushegn; lidt nærmest som en byport. Billedet er formentlig fra slutningen af 1800-tallet. Det forestiller Rue Dupuis, den nuværende Hang Chieu dvs. “gaden hvor man sælger måtter”. Dengang var det en af byens hovedgader.

Det Franske Hanoi
Når Hanoi alligevel blev omdrejningspunkt i det moderne Vietnams tilblivelseshistorie, skyldes det de store verdenspolitiske begivenheder, som sidst i 1800 tallet bragte byen tilbage som politisk og administrativt knudepunkt. I Europa var den moderne industrialisering i fuld gang, og de europæiske stormagter forsøgte at etablerede deres herredømme i andre verdensdele. I 1869 var det sydlige Vietnam blevet fransk koloni, og entreprenante franske politikere og forretningsmænd havde også blikket rettet mod den nordlige del af landet. Håbet var i første omgang at få fri adgang til Røde Flod og etablere en lukrativ handelsrute til den kinesiske Yunnan provins.

Da en lille fransk ekspeditionsstyrke på 250 mand i 1873 erobrede Hanoi og skaffede sig fodfæste i det nordlige Vietnam, var Hanoi en mindre by med godt 50.000 indbyggere. (Til sammenligning boede der 4 gange så mange i datidens København). Den franske tilstedeværelse i byen blev snart permanent, og Hanoi blev administrativt centrum for de to franske protektorater; Tonkin og Annam, der dækkede de nordlige og centrale dele af det nuværende Vietnam. I 1887 blev Hanoi tillige hovedby i Fransk Indokina: De franske besiddelser i det nuværende Vietnam, Laos og Cambodia.  

I løbet af et nogle intense årtier i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet formåede de franske kolonisatorer at give Hanoi et moderne europæisk storbypræg. En omfattende bysanering blev sat i værk – ikke helt ulig den, der 100 år senere er fulgt i kølvandet på de markedsøkonomiske reformer i 1980’erne. Inden for citadellets mure, søgte nysgerrige historieinteresserede forgæves efter bevaringsværdige minder fra byens fortid, og området blev hurtigt inddraget til militære formål. Nung højen og resterne af den kejserlige residens blev hovedkvarter for det franske artilleri. I den gamle handelsby mellem citadellet og Den Røde Flod blev de palisadehegn og byporte, der havde adskilt de forskellige kvarterer, revet ned, usunde brakvandssøer og vandløb blev fyldt op. Hanoi fik rindende vand, kloakering, gas og elektricitetsforsyning, sporvogne, galopbane og et imponerende teater. Omkring århundredskiftet – hvor koloniseringens “heltetidsalder” var til ende, boede der henved et par tusind europæere i byen, heriblandt efterhånden også en del kvinder og børn. Hanoi havde på det tidspunkt også fået sit første offentlige pissoir.

Den voksende franske befolkning slog sig ned i nye kvarterer omkring den eksisterende vietnamesiske by. Boulevarder og avenuer, opkaldt efter betydningsfulde franske mænd, blev flankeret af indhegnede tilbagetrukne villaer. Mange af dem opført i nostalgisk “hjemlig” stil: nogle som lave rektangulære middelhavsvillaer med grønne skodder for vinduerne, andre som højere bygninger med slanke vinduespartier, tårn og stejle tage. Den franske administration med dens kontorer og ministerier havde til huse i de officielt udseende nyklassiske bygninger, som man kunne finde tilsvarende i en hvilken som helst større fransk provinsby.

Storhedens pris
Franskmændenes “civiliserende mission” nåede sit foreløbige højdepunkt i 1902 med en stort anlagt koloniudstilling i Hanoi, der skulle fremvise de franske koloniers strålende fremskridt inden for landbrug og industri. Til lejligheden blev der opført adskillige midlertidige bygninger, der skulle huse de mange hundrede udstillere. Udstillingen blev en succes, men holdt det kommunale budget i det røde felt i mere end 10 år derefter.

På udstillingen kunne man forvisse sig om, at industrialiseringens, videnskabens og den moderne tidsalder også havde indfundet sig i sydøstasien. På den baggrund havde general guvernør Paul Doumer opnået et fransk statslån på 200 millioner franc til yderligere udvikling af Indokina. De fleste af pengene blev brugt på infrastruktur. Navnlig jernbaner og veje. Yunnan provinsen i Sydkina blev målet for en knap 500 kilometer lang jernbanestrækning, der kostede anslået 25.000 vietnamesiske og kinesiske kulier livet. Hanoi blev forbundet med havnebyen Haiphong, og en forbindelse til Saigon i syd blev påbegyndt. Lige uden for Hanoi byggede franske ingeniører Pont Doumer (1902), der med sine 1,8 kilometer var den største stålkonstruktion i Asien.

Hjemme i Frankrig gik de omfattende byggeaktiviteter ikke upåagtede hen. Pengene strømmede mildest talt ikke ind i den indokinesiske unions pengekasse. Fransk Indokina bidrog måske nok til den franske imperiums “grandeur”, men besiddelserne var ikke desto mindre stadig en elendig forretning. Særligt Hanois Teater fik folks øjenbryn op i panden, og mange så det som et udtryk for koloniadministrationens storhedsvandvid. Den pompøse udsmykning og det luksuriøse indre, der med godt 900 siddepladser, var mere end rigelig stort i forhold til de 2500 franskmænd, som på det tidspunkt boede i Hanoi. Men i Hanoi byggede Indokinas administratorer på en stor fremtid. Og storhed koster som bekendt.

Som nævnt kan man se en parallel mellem franskmændenes byudvikling og det nuværende boom i Hanois anlægsarbejder. Ulig nutidens magthavere havde franskmændende dog som helhed betragtet ingen veneration for det eksisterende; hverken byens fysiske bygninger og institutioner eller de kulturelle traditioner, som de var ramme om. Myndighedernes officielle politik var, at det var i vietnamesernes egen interesse at indrette sig på franskmændenes præmisser og derigennem på sigt blive franskmænd. Om det var boliger, templer, rismarker eller pagoder; alle måtte de vige for fremskridtet, i form af vandtårne, fortove, kirker, cafeer, galopbaner osv.

Selv kulturelle institutioner som “Den Franske Skole for Fjernøst Studier” (EFEO) oprettet i 1899, var i årtier ikke videre optaget af den stedlige kulturarv. Med de kulturelle briller blev det nordlige Vietnam mest af alt betragtet som en kinesisk provins, og derfor ikke videre interessant. Skolens historikere, arkæologer og etnografer var langt mere interesserede i de gamle Cham templer i det centrale Vietnam, for ikke at tale om Khméernes Angkor Watt, der mindede mere om de velkendte højkulturer i Egypten, Grækenland og Rom.

Det monumentale Hanoi
I 1954 måtte franskmændene overdrage magten i det nordlige Vietnam til den kommunistiske Viet Minh bevægelse. Mens de politiske og militære spændinger med det sydlige Vietnam voksede begyndte de nye magthavere at forevige deres – folkets – sejr. Bevidstheden om at have skabt en skelsættende historisk forandring var så stærk, at den måtte foreviges med intet minde end monumentale rammer.

Opmærksomheden faldt navnlig på området omkring Ba Dinh pladsen. Da arkitekten Ernest Hebrard i 1921 blev indkaldt for at udarbejde den første masterplan for Hanois fremtidige udvikling som hovedstad i Fransk Indokina, rummede planerne et udkast til at udvikle Ba Dinh til et monumentalt politisk og administrativt centrum. Her skulle der være ministerier, offentlige kontorer og et helt nyt generalguvernør palads – 3 gange så stort som det eksisterende – der lå som udgangspunkt for et strålebundt af avenuer efter parisisk forbillede. Den økonomiske krise i 1930’erne gjorde sit til, at planerne aldrig blev ført ud i livet, og området lå stort set ubebygget hen indtil 2. verdenskrigs afslutning.

Med udråbelsen af uafhængighedserklæringen fik pladsen stor symbolsk betydning for de nye magthavere. Først nu fik den navnet Ba Dinh efter arnestedet for en af de første opstande mod franskmændene. Byggeaktiviteterne i området omkring pladsen blev påbegyndt efter franskmændenes nederlag ved Dien Bien Phu (1954). Som noget af det første blev tidligere franske militærbarakker indrettet som Militærhistoriske Museum. Museet blev åbnet i 1959 for at fejre 15 års dagen for grundlæggelsen af Den Vietnamesiske Folkehær. Få hundrede meter derfra blev monumentet for faldne franske soldater i 1. verdenskrig fjernet, og stedet omdøbt til genforeningsparken. I dag står her en statue af Lenin, opstillet i anerkendelse af hans store rolle som ideologisk inspirator for koloniernes frihedskamp.

De monumentale byggerier i Ba Dinh området blev det er mest markante præg, der blev sat på Hanoi i perioden fra den kommunistiske magtovertagelse til det planøkonomiske sammenbrud midti 1980erne. En bygning, der skulle huse den vietnamesiske nationalforsamling stod færdig i 1963, ret op og ned af byens tidligere franske gymnasium, der nu gjorde tjeneste som hovedkvarter for det kommunistiske parti. Først efter Ho Chi Minhs død i 1969 og den amerikanske militære tilbagetrækning i 1973 begyndte pladsen dog at antage sit nuværende udseende. i 1975 stod Ho Chi Minhs mausoleum færdigt. Med en størrelse på godt 3 hektar, plads til godt 100.0000 mennesker og med mausoleet som det samlende midtpunkt blev Ba Dinh Pladsen det moderne Vietnams sidestykke til Den Røde Plads i Moskva og Den Himmelske Freds Plads i Beijing.

Om de kommunistiske magthavere havde haft mulighederne ville Hanois øvrige gadebillede formentlig også have undergået mærkbare forandringer efter magtovertagelsen. Ikke ulig de franske kolonisatorer havde bevægelsen kun begrænset veneration for det bestående. Hverken de  gamle institutioner, byens templer og pagoder eller de utidssvarende, overbefolkede og usunde boliger i Hanois gamle kvarterer hørte til i drømmen om fremtidens bedre og mere retfærdige samfund. Den næsten uafbrudte krigstilstand og den førte politik betød imidlertid at den bestående by kun meget langsomt kunne udvikle sig. I dag er det en væsentlig grund til, at Hanois centrum er blandt de bedst bevarede historiske bykerner i Sydøstasien og at byens gadevæv, steder, templer, boliger, skyskrabere – gammelt som nyt – udgør en stor sammenhængende fortælling om byens tilblivelse.   

Mellem det gamle Hanoi – og det ny
Som nævnt indledningsvis er der sket store forandringer i Hanois bybillede gennem de seneste tre årtier. De markedsøkonomiske reformer åbnede eksempelvis mulighed for igen at drive privat virksomhed. Det Gamle Kvarters oprindelige håndværksproduktion og udsalg af tinvarer, piber, madrasser osv. er nu langt hen af vejen erstattet mere indbringende forretninger som cafeer, sko- og tøjbutikker, hoteller og spisesteder. Samtidigt er der blevet bygget i højden, så de traditionelle smalle butiksfacader nu ofte er indgang til en 3-4 etager ovenpå.

I 1990’erne begyndte Det Franske Kvarter syd for Hoan Kiem søen sin forvandling til et kontor- og forretningskvarter. Områdets oprindelige gadenavne som Boulevard Gambetta, Avenue Jules Ferry eller Rue Borgnis Desbordes var selvfølgelig for længst erstattet af navne som Ly Thong Kiet, Quang Trung, Phan Boi Chao, der afspejlede Vietnams patriotiske og nationale fortid. Med den økonomiske udvikling kom turen nu til historiens mere synlige aftryk, kolonitidens bygninger, som de franske Colons lod opføre igennem mere end et halvt århundrede, hvor Hanoi var hovedstad i de franske besiddelser i Indokina. Internationale organisationer og virksomheder holdt deres indtog. I kølvandet er fulgt små og store supermarkeder, indkøbscentre og butikker med elektronik, tøj, osv.

Forandringerne er endnu mere iøjnefaldende længere væk fra Hanois gamle centrum, hvor talrige landsbyer er blevet opslugt og indkapslet i det nye Stor-Hanoi. Nogle genopstår nu med offentlig støtte som håndværkslandsbyer, hvor den traditionelle, lokale håndværksproduktion forsøges genoplivet. Samtidigt etableres nye gated communities, og boligområder, hvor den vietnamesiske stat entrérer med private investorer for at tilfredsstille det voksende boligbehov. Nord for West Lake ligger fx. Ciputra – International City, hvor den Indonesiske Ciputra Coorporation over en årrække har opført et 300 hektar stort boligområde med luksuslejligheder og villaer til byens absolutte overklasse. Vest for centrum finder man boligkomplekset Royal City med et enormt shopping center, skøjtehal og indendørs vandfald, hvor man bor efter “europæisk mønster” og efter sigende ret så kongeligt.

Balancen mellem at værne om den bestående by og samtidigt forbedre den er ofte svær at finde. Det er velkendt, hvordan Hanois utallige søer langsomt bliver fyldt op og skrumper ind, efterhånden som prisen på bebyggelige kvadratmeter stiger. I mange små lokalsamfund har det ført til blodige slagsmål om retten til landsbyens fællesjord, når investorer og byggespekulanter lokker med hurtige økonomiske gevinster til gengæld for retten til at opføre endnu et nyt ejendomskompleks. Selv i Hanois gamle centrum får bedagede gamle villaer fra kolonitiden undertiden lov at forfalde. På den måde kan ejerne til sidst få myndighedernes velsignelse til at rive de ellers bevaringsværdige bygninger ned, og skabe plads til endnu et nyt lejligheds- eller kontorbyggeri. Det er bare et enkelt opkald til et KH C BT nummer, så kan man stå med en jomfruelig byggegrund, hvor der er kvadratmeter til at rejse noget nyt, større og forhåbentlig bedre…

Værdien af det bestående – om det er søer, vejtræer, kolonibygninger for ikke at tale om maleriske kaos i det Det Gamle Kvarter er svær at gøre op. Meget sværere end værdien af de kvadratmeter de optager. Det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at gå…

(Artiklen er oprindelig trykt i ViêtNam ajour nr. 3 og 4, 2017)